De sidde alle på verandatrappen og tale så stilfærdig kønt om månen og hjertets aftenfred og himlens blånen — og svøbe sig lidt gysende i kappen. Mit hjerte skriger, mens jeg sidder stum, imod jer ro. De tamme dydsprincipper; bort fra hvis snævre bås I aldrig slipper, har for mit hjertes higen intet rum. Jeg kender ikke fred, så hedt jeg længes, om al min tanke dine øjne skinner, jeg bliver ør af savn og søde minder, og af så vild en ve mit hjerte flænges. — jeg vil gå ene ud i havens gange. Der suser birken i den høje nat, og luften skælver end af fuglesange, og søens dyb er sælsom sort og glat — Ensom ved bredden natviolen stod. Jeg måtte hviske, mens jeg blomsten kyssed, — med stjernelys og duggråd var den drysset og dufted sødt fortrolig mig imod — blot hviske, mens den vugged på sin stængel, min længsel — og hvor dine øjne skinner om al min tanke, ør af savn og minder — men se, da skjalv den på sin høje stængel. og ånded ud sin sjæl i dufte søde, i balsamdufte — dræbt af angst og fryd den al sin blomstring over jorden strøede. Nu må mit hjerte, ensomt uden lyd, flænget af sorg og længsel sig forbløde.

Iben Nielsen - Længsel

Item catalogue number:
1659
Size:
2 pages
Preview:
Page 1
Zoom:
Open preview image
Next item:
Midsommerdag
Collection:
Iben Nielsen
Next collection:
Language