Over bratte, brune banker, der min fod i lyngen glider og hvor solen trofast brænder, ned i stille skyggedale under lave eges løvtag, Enebær står stind og blågrøn, Ørnebregner Stien hegner, Hindbær gløde og den søde Mjødurt døver med sin duft. Længere frem, hvor stejle skrænter skrider ud i skovgrønt mørke, Humler surre, fjernt de vilde duer kurre, ranke graners ånde krydrer Kløftens fugtigtunge luft. Og jeg føler brystet vides mens jeg går med løftet hoved frem ad stien, der den slynges ud og ind blandt brombærranker; ånder, som det løv, der lyser grønt og gyldent for mit ansigt, kender knap, at foden træder i det fugtigbrune sand. Til jeg føler sjælen fanget, spundet ind i duft og drømme, sagtner gangen og mig finder dybt i fjerne dages underland. -- Og der går jeg tryllebundet midt i skovens store susen, standser pludseligt og stirrer på en knækket kvist på vejen, på en blå og langsom bille, hundredtusind mile fjærnet fra hvor verdensbruset koger. Og en rødkælk pusler stille, blinker op med klare øjne; runde solskinspletter sitre over stiens grønne skygger, og i løvets brede lysning står den grænsefrie himmel. -- Det er alnaturens højkor, — sagtere jeg foden flytter træder tyst, som i et tempel, stryger varsomt let henover Kviste, der min skulder strejfer, som de gro’de nær mit hjerte. Tiden er hørt op at vandre som for munken, ham, der fulgte efter fuglens sang i lunden. Hvad mig knuged ligger bag mig slettet ud og gjort til intet. Jeg er den jeg var i tider, da mit sind var ungt og åbent: og jeg hilser tyst mig selv. -- Var der dagetal at vandre, hundred mil, jeg gik dem gerne. —.

Hans Henriksen - Vandring

Item catalogue number:
1673
Size:
3 pages
Preview:
Page 1
Zoom:
Open preview image
Next item:
Ved løvspring
Collection:
Hans Henriksen
Next collection:
Hans P. Lunde