Du unge forårsskov med anemoner og blå violer tæt om bøgens fod, påny jeg ser dit fine løvtag hvælves i høj og lys og fyrstebåren skønhed, påny jeg ånder denne stærke vårluft, der bringer alle nerver til at sitre og spænder alle sjælens sarte strenge og ildner årens vintertunge blod. Jeg hører bækken, hvor den muntert haster med festlig jubel over våde sten, imens den stænker tunge, klare perler på brungrønt, halvtudfoldet bregneløv. Og mejser fløjter rundt i krat og buske; og fra den grønne eng, hvor kæruld vifter, to klare barneøjne ler imod mig med glans, som ingen himlens stjerne har. Og tanke følger stille efter tanke: Som denne skov nu grønnes for mit øje og svinger håbets lyse fane mod mig, så løvedes den alt for tusind slægter, for unge, glade hjerter, hvis forhåbning som lærken steg med sang mod morgensolen; og denne bæk, hvis rislen når mit øre og fylder det med al sin søde vellyd, O den randt, som nu, utalte ar tilbage og sang for andre sine glade sange, for hjerter, som nu ikke banker mere, hvis leg og glæde nu forlængst er glemt, hvis suk og sorg den kolde grav har gemt. Og som i dag, så vil i nye sekler Vår efter vår de høje kroner grønnes, og sommervinde stryge gennem løvet og tænde blus på nye slægters kinder, når jeg og mine ser ej solen mer. Og denne rislebæk vil trøstig synge sin gamle melodi for unge hjerter, når mine ben forlængst er støv i støvet og ingen véd, at også jeg har levet. Sådan er livets vemodstunge love: Naturen, som ustandseligt gentager det evigt samme kredsløb om igen, mens vi, som voksed af dens moderskød, med verdenssjælens billede i vort indre, kun fødtes for en stakket stund at ånde i lys og lykke — og i ve og vånde.

Hans Henriksen - Ved løvspring

Item catalogue number:
1673
Size:
2 pages
Preview:
Page 1
Zoom:
Open preview image
Next item:
Vild kørvel
Collection:
Hans Henriksen
Next collection:
Hans P. Lunde