Vores folk, som det færdes i arbejdskår, i stridende stræb fra høst til vår; og synger mod solen og drager trøst den samme byrde fra vår til høst; mens ruser røgtes og væve går, og hamre larme og hænder sår. Det jævne folk i sin dagligdont, dets dyb er seklernes døbefont; vort håb i trang og i tungest nød, vor fremtids frelsende moderskød; den viede urgrund, det styrkens væld fra sagas dæmring til senest kvæld. — Og sygned saften i ærens træ, tvang træthed fejreste kraft i knæ; gik mismods svamp i det grønne ved med rådløs riven om mål og med; og sloges riget med sot og nød, og trued nornen med folkedød — da rørte sig kraften påny i sin grund; det varsled i løn mod en rejsningsstund: En stille lysning bag nattens sky, et varligt rødmende rosengry; en sagte hvisken med vindens gang, et sus, et solsmil, en vuggesang; et kildekvidder langs skovens søm, et hanegal i en morgendrøm; ved Kyndelmisse et lærkekor, en guldskats klang i den dybe jord. — O, håb, der tindred i tidlig vår, din sejr skal fejres i fremtids år. Den tvivl, der tæred vor styrkes rod, skal fly for kamphu og tro’sfast mod; og styrted stammer for stormens gjald, der vokser skove af agernfald. — Ja, folket, folket, det kraftens væld, fornyer sig selv til senest kvæld, og gror efter vækstens evige lov, som urt i enge og eg i skov.

Hans Henriksen - Vores folk

Item catalogue number:
1673
Size:
2 pages
Preview:
Page 1
Zoom:
Open preview image
Next item:
Vores mål
Collection:
Hans Henriksen
Next collection:
Hans P. Lunde