De hugged lyngen for fode, de sved dens skjoldede svær; vildt voksed de favnende flammer mod aftenens solfaldsskær. Røgkronede røde luer løb landlangs på ilende sål, som tændtes der blus til en verdensbrand af hedens høstlige bål. Men flammerne faldt i natten og sluktes i gråvejrs gry, og bort på morgenens brede bris gled røgens svovlede sky. Så blinked ploven i asken, og muskler spændtes i sved; og ahlen brødes, og gnisterne slog, når stålet i flinten bed. Småymperne fæsted foden forsigtig i flyvesandsjord. Der hærged dem vind fra vesten og klinger kulde fra nord. Men læmpeligt lindt om lænden de samled sommerens kjol; de stinded mod storm og stred mod frost og drømte om vårens sol. Og de skal rankes til skove, til værn om den hvidnende byg, og svinge som sejrsfaner langs kollens knudrede ryg; og milefjærnt over fladen i fasteste fylking stå, og bruse i blæst og svulme i sol og duft i hjerterne så. Og bøg skal komme og kuple sit kronehvælv mod det blå, og jordbærrets purpurdråber skal gløde, hvor drosler slå. Og eg skal højnes og herske som stoltest i hedens hær, og birken spejle sin herlighed i sortnende blomsterkær. De drømmer, de unge skove, om fremtidens kronebrus; og vi — vi hører i kvistenes hvisken, kommende seklers sus. Thi vist skal lundene løves om gylden grøde en gang, og gryende skønhedsrigers magt skal skinne i digt og sang.

Hans Henriksen - Unge skove

Item catalogue number:
1673
Size:
2 pages
Preview:
Page 1
Zoom:
Open preview image
Next item:
Vandring
Collection:
Hans Henriksen
Next collection:
Hans P. Lunde