Jeg mindes et gammelt kvæde fra ungdommens fejre vår, et gammelt kvæde om herrefærd og den elskedes gyldenhår, en skinnende fager sommer med lyse dage på rad, med drosselsange fra gry til kvæld og sol over hvert et blad; med duftende, hvide nætter og drømmende stjerners glans, og månesølv over dugget eng og tryllende elverdans, en verden skabt som en rosengård med tusinde håb mod sky, hvor hver en blomst, som i våde sank, sig rejste i sol påny. Så sadlede jeg en dag min hest og satte i bøjlen fod, og red af gårde med sang mod sol at prøve min lykke god. Jeg red så vide i øst og vest og kæmped så mangen dyst, — da kom der dage, hvor længslen drog mod ungdomsdrømmenes kyst. Og snelt jeg vendte min ganger god og ledte al verden om; men hvor jeg flakked og hvor jeg for, jeg fandt ej den vej, jeg kom. For nu er den lukket, den rosengård, og stænget dens vangeled; og søgte jeg end til min sidste dag, ret aldrig jeg fandt dens sted.

Hans Henriksen - Ungdom

Item catalogue number:
1673
Size:
2 pages
Preview:
Page 1
Zoom:
Open preview image
Next item:
Unge skove
Collection:
Hans Henriksen
Next collection:
He Is Still OK