Nu er stilhed i hjemmet, der lød af dit trin og sorg sidder hjerterne næst — men jeg mindes den stund, da vi mødtes i vår og hver dag var en livsglædens fest. Der var glød i vor sjæl, der var sol i vort sind, og det blomstred så bredt for vor fod; og vi sværmed så kækt, og vi drømte så skønt om de riger vi stunded imod. Og vi kendte ej frygt, for vor higende and den var rørt af begejstringens lyn; og vi bares så højt i den solfyldte dag, at det svimlede blindt for vort syn. — Men abilden dryssed i græsset sin sne for at sætte til høstdagen frugt, og vi vinked farvel til vor sorgløse vår for at modnes ved dagværkets tugt. Og du aksled dit skind, og så drog du af gård, mens du jubled din frejdigste sang; og målet du satte så skinnende højt, at det lyste dig livsdagen lang. Og du valgte din plads, der hvor kampene stod,- midt i tidens den styrtende elv, for den evige uro og higen du bar, der er livet og fremfærden selv. Og vi så, hvor hver sag, du fandt ærlig og god kunne ildne dit hjerte i brand, mens dit øje så spejdende frem mod det ny, der det dæmred i kimingens rand. — Der kom trælsomme timer, der mørkned din mund, og tit knugede kummer dit bryst; men du ranked din ryg og drev mismodet bort og stred frem mod dit lykkelands kyst. — Nu vi mindes med vemod dit barnlige sind og hvor lyst det i øjet dig lo, for du ejed de kår for et menneskeliv, der skal leve og grønnes og gro. Din livsfærd blev kort, men et værk fik du bygt før dit trofaste hjerte blev koldt. — Tak for alt, hvad du loved i ungdommens år og for hvad du i manddommen holdt.

Hans Henriksen - Til en ven

Item catalogue number:
1673
Size:
2 pages
Preview:
Page 1
Zoom:
Open preview image
Next item:
To og to
Collection:
Hans Henriksen
Next collection:
Hans P. Lunde