Fjernt fra verdens vilde færd, bag det grønne landsbykær, står et hus med hæk og hegn under himmelblåets tegn. Røgen løber let mod sky, Væggen vinker hvid og ny, Lindes lyse løvskjul hygger, Spurven over bjælken bygger. Her du gik halvthundred år, god i vinter, glad i vår, vandred livets lange mil, snar til tårer, snar til smil; fanged solens stråler ind i dit modermilde sind, fyldte dine lave stuer med dit hjertes sommerluer. Hvor du gik, var sol og sang, glade børn omkring dig sprang, Roser blomstred i dit bed, blå lavendler tæt derved. Fløjelskroners spragleguld vældede dig favnen fuld, og i græsset, dig for foden, trilled frugten gul og moden. O, de fjerne solskinsår, da jeg leged i din gård, snitted fløjter i dit hegn, fatted vækst af sol og regn, ånded duft af rugens dræ, hørte sagn om folk og fæ, løb mig træt i fred for skolen sov langt ind i morgensolen. Vi fik liv af fælles rod, og forlængst mit sind forstod, at det bedste, som blev mit, står i skyld til dig og dit, arvet frem ad lønligt spor, fæstnet tyst ved gode ord. — Tag i livets aftenstilhed Takken for dit hjertes mildhed.

Hans Henriksen - Til en

Item catalogue number:
1673
Size:
2 pages
Preview:
Page 1
Zoom:
Open preview image
Next item:
Til en ven
Collection:
Hans Henriksen
Next collection:
Hans P. Lunde