Jeg sår — i den skinnende dag jeg sår — og lidet jeg sanser, hvor timerne går; min fod træder trygt i den muldede jord, mens jeg lytter til lærkernes kaldende kor, og til vårvindens vandren og kildernes lyd, og min sjæl den står fuld af forventningens fryd. Jeg sår — i den skinnende dag jeg sår — det er lifligt at så i den brydende vår, og jeg følger med øjet de springende frø, skønt vel véd jeg at mangt skal forkommes og dø — der er andre, som ejer det kimende liv, der vil vågne ved solsangens skabende bliv. Jeg sår — i den skinnende dag jeg sår — der er frøkorn, hvis livskraft fast aldrig forgår. Og jeg drømmer mig frem i den flyvende tid, snart grønnes min ager, snart vorder den hvid; men hvert år gror der guld af den dølgende muld ej det ødes af tørke og frostnætters kuld. Jeg sår — i den skinnende dag jeg sår — af min sæd vil det gro end om hundrede år, det vil blidnes og blomstre og ranke sig frit, sætte frugt, sprede frø over verden så vidt, når min sående hånd og min åndende mund kun er muld i den muld, hvor jeg odled min grund. Jeg sår — i den skinnende dag jeg sår — jeg vil så til jeg vinder de sølvhvide hår. Og om spiringen tøver, ej mindskes mit mod, min fortrøstning er fast, for min udsæd er god; og jeg bøjer min pande med tak i min and til den Gud, der mig nådig gav sæden i hånd.

Hans Henriksen - Sædemanden

Item catalogue number:
1673
Size:
2 pages
Preview:
Page 1
Zoom:
Open preview image
Next item:
Sænk dig kun, sol —
Collection:
Hans Henriksen
Next collection:
Hans P. Lunde