Ja, her falder hjertet til hvile, hvor bøgen så bredkronet gror, hvor bonden sin brakmark bereder, omtrilret af lærkernes kor. Hvor sti løber ind og sti løber ud blandt brombær og bukketornshegn, og himmel og jord og alverden står i somrens livsalige tegn. Så varmt det mig bølger om sinde ved synet af sæden på skår; den guldgule snerre ved skellet har duft mine sanser forstår. Hvor kender jeg alt, fra den skingrende le, der stryges i hidsige strøg, til den stynede pil ved det tørvede kær og hegnshusets blånende røg. Og barnet, der leger ved gærdet, hvor somren har kongelys tændt, og kvinden, der sysler ved arnen, når travlhedens dagværk er endt; og brøndvippens klagen i aftenens fred, mens hestene rides tilvands, og katten, der lister på lydløs fod langs stakhavens humlekrans. Det blåner så blidt over lande, det dufter om bymark og og bol, og bølgen, der glider mod brinken, er mættet af højsommers sol. Og folket her færdes i hus og bag plov, fik rødme i kind af dens brand; og den sædrige jord og den svulmende skov gav sit væsen til kvinde og mand. Fra fjerneste fremfarne dage går her frasagn om mødre og mø’r, som sig elsked og ofred tildøde for at gemmes bag glemslens slør; Og minder om mænd, der har værget vort land, når det stedtes i strideste ve, fra de tapre, der først om Kong Volmer slog vagt, og til Sankelmarks blodige sne. Men daled der fred over sletten, det lysned i øje og sind; det lyse, det åbne og milde fandt let gennem hjerterne ind. Der drømtes så fagert i bøgenes ly, der lød sang ved den blomstrende torn; og tårer og smil over sindene gled som dug og som sol over korn.

Hans Henriksen - Sjælland

Item catalogue number:
1673
Size:
2 pages
Preview:
Page 1
Zoom:
Open preview image
Next item:
Sjællandsk landskab
Collection:
Hans Henriksen
Next collection:
Hans P. Lunde