Så sorgløs ligger min hjemstavns jord og drømmer midt i den danske sommer, kun skjult i skovbrynet røres lyd, hvor spætten stændigt mod barken trommer, og solen heder mod bindingsvæg, den hvidner byggens det stive skæg, og bruner smådrengens nøgne læg og stakhavens sure blommer. Der står en ånde så kryddertung om afbyggerhusets forgrode vænge; der døver nælder, der dufter hyld mens valmublomsterne svøbet sprænge. Der basker høns i det hede sand, Vildkørvel bejler til solens brand, omkap med grøfternes løvetand og skæretørven i enge. Forlængst i agerens kløverskjul er lærkens unger af reden fløjne, nu vogtes markhønens yngste kuld af hørrens himmelblå barneøjne. I tøjret døser det sorte øg, og snog sig soler ved hegnets bøg, langt ude kredser den brune høg, hvor bankerne blødt sig højne. Bag rosenslå ladelængen ved leret væg de vilde humler om boet sværme; og langsomt driver den hvide sky, som tøved den med sin kurs at nærme. Dens skygge strejfer den grøftebund, hvor karlen nyder sit middagsblund; så trygt han snuer med åben mund og nakken mod skjortens ærme. — Det gror så godt i den lune dag, og trindt står landet i glans og grøde og rugen duver så kærnetung, og koens mælk sætter korngul fløde. Der synker varme fra himlens blå, og dybets kølige kilder gå med saft og sødme til sæd og strå og alle de roser røde.

Hans Henriksen - Sjællandsk landskab

Item catalogue number:
1673
Size:
2 pages
Preview:
Page 1
Zoom:
Open preview image
Next item:
Skærsommer
Collection:
Hans Henriksen
Next collection:
Hans P. Lunde