I skumringens muldgrå timer når dagens farver sig blande, jeg sidder stille og drømmer om fjerne, solrige lande — lande, hvor sletterne hvidne af asphodillernes vrimmel, og sirlige palmer tegne sig mod den dybeste himmel. Hvor beduinen tør jage så vidt over bjerg og banke, mens Berberløven bag klippen løfter sin brune manke; hvor sølvgrå olivenlunde dybt over dalene lude, hvor verdenskulturens stormjag er stænget forsvarligt ude. Her, hvor gennem skiftende tider Århundreder randt som drømme, som kildernes sølv, der rinder i sagte, syngende strømme, her var der vel fred at finde for hver, der strider og stunder mod slægternes skyfri morgen med bod for al verdens vunder. Der er så meget, der tynger og trætter vor sjæl tildøde, så meget, der splitter og hærger og lægger vor lykke øde; men her i de blomstrende dale, som tropernes sol forgylde, her kunne vel livet leves i bredeste magt og fylde. Men om jeg nu sad der nede i Moghrebs hellige rige, O mon derfor anden forsaged mod glippende mål at hige? kunne jeg tvinge den længsel, de vidtomsvævende tanker, den aldrig stillede fligen, der gennem mit hjerte banker? Jeg tror, at om jeg end stævned mod havet ved verdens ende; den brand, der tændtes i sjælen vil altid svide og brænde; thi hvem fik evne at døde den arv, hvori selvet bunder, at trodse og plat fornægte den stjerne han fødtes under. Så er der vel kun tilbage at stride af yderste evne, hævde vor plads i rækken i livets det store stævne, tage vor del af lykken, som nornen vil tråden tvinde, og bære med løftet pande vor lod mens dagene rinde.

Hans Henriksen - Reflektion

Item catalogue number:
1673
Size:
3 pages
Preview:
Page 1
Zoom:
Open preview image
Next item:
Røster
Collection:
Hans Henriksen
Next collection:
Hans P. Lunde