Så tykt et mulm over vange — hvem ser, hvor stierne gå? Og duggen driver så dødt i græsset, og askens grene er grå. Forlængst har sommerens sangerkor den skumrende skov forladt; nu skogrer kun frøernes skræppen gennem den snigende nat; og over de sivende sumpe forvildede vibers hvin, og græshoppers tomme gneldren og listende genfærdstrin. — Så svøbende koldt slår nattesuset I om vore skuldre ind, mens tankerne trænges og drages mod tvivlens filtrede spind. Ej levende lys at øjne fra det brandrøde næ forsvandt Slå faklerne, venner, så gnisterne fyger mod skyggerne synet bandt! Så fjernt og flygtende borte Skærsommerens vældende dag, dens stigende tonestrømme mod timernes gyldne tag. Vi ser på hverandre så mange, som agted på tidernes tegn, som rakte hverandre hænder vort eje til værn og hegn. Vi lytted mod drømmekvidder og spejdede spændt mod øst; men kvidderet tav og forgæves vi bied på gryets trøst. Så længe vi våged og vented — går aldrig sol over sø? Skal al vor stunden mod. Atterdag i stille forbløden dø? O, om nu med et det blåner med purpur om verdens rund! Og tykning og tåger løftes fra rummets dybeste bund! Om mod os, manende modigt, det synger som skjoldegny; går frem i et stormende tonebrus, som døn under sommersky! Om frem fra hornenes munde, der runger et råb over gård, i fryd og favnende vælde: Påny er det morgen og Vår!.

Hans Henriksen - Nattevagt

Item catalogue number:
1673
Size:
2 pages
Preview:
Page 1
Zoom:
Open preview image
Next item:
Ny vår
Collection:
Hans Henriksen
Next collection:
Hans P. Lunde