Så løves det atter i lunde, sig højner den silkeblå luft; og jeg går som i fjerneste riger hinsides al døgnets fornuft. Der er kongelig sol over dale, og det ånder så blidt mod min kind, og intet i verden kan måle den lykke, der løfter mit sind. Der er sol, der er sang i mit hjerte, ingen vandring er foden for tung, og jeg drømmer, som én gang jeg drømte, da sjælen var tyveårsung. Å, at hilse i skælvende skygger den første forsagte viol, og at læne sig op mod en stamme og blinke mod himmel og sol. Det klunker så ungt under broen, der jeg træder i soltørret sand, og gulspurven nede på stenen nipper stille af skovbækkens vand. Og en halvvågen humlebi brummer sin sang over knopskællet sti, og en gulvinget sommerfugl sejler mig søgende vildsomt forbi. Det er som en vidunderverden går gennem mit hjerte sin gang, og nyt er hvert syn, der mig møder og vider mit væsen til sang. Og der synger i blodet en glæde, som aldrig kan tolkes i ord, og jeg elsker alskabningens mylder, der mødes i forårets kor. Fra musvågens vinge deroppe højt under den sølverne sky, til det spædeste skovmærkegrønne, hvis duft er så bedende bly. Fra billen, der kredser i kæret, og skræppen på skovslettens skrænt, til den salige sol over løvet, som os Gud i sin nåde har sendt.

Hans Henriksen - Løvspring

Item catalogue number:
1673
Size:
2 pages
Preview:
Page 1
Zoom:
Open preview image
Next item:
Mens det er tid
Collection:
Hans Henriksen
Next collection:
Hans P. Lunde