O elsk imens du elske kan! o, elsk imens du elske må! En time kommer, da du skal alene mellem grave stå! O, lad dit hjerte gløde dybt i kærlighed, mens tiden går, mens end et andet hjerte varmt i kærlighed imod dig slår! Og åbner nogen dig sin barm, gør gengæld af dit hjertes grund; gør hver en time glad og god og stæng for hver en smertestund! Og vogt din tunge hver en tid; et vredens ord så snart er sagt. O, Gud, det var ej ment så slemt — og dog: hvad smerte har det bragt! O, elsk imens du elske kan! O, elsk imens du elske må! En time kommer, da du skal alene mellem grave stå! Du knæler ved en tue jord, og dine våde øjne ser mod kirkegårdens stride græs: Du ved: Her ses I aldrig mer. Du hvisker: Vend dit blik herned, jeg har dig aldrig, aldrig glemt; og tilgiv jeg har såret dig! O, gus, det var ej ment så slemt! Men ingen hører dine ord, og ingen stunder mod din favn, og ser sig ej, og kommer ej; Du står alene med dit savn. Forlængst blev alting dig forladt, men mange varme tårer faldt, det voldte dine hårde ord. Men stille — Gud sit barn har kaldt! O, elsk imens du elske kan! O, elsk imens du elske må! En time kommer, da du skal alene mellem grave stå!.

Hans Henriksen - Mens det er tid

Item catalogue number:
1673
Size:
2 pages
Preview:
Page 1
Zoom:
Open preview image
Next item:
Midsommer
Collection:
Hans Henriksen
Next collection:
Hans P. Lunde