I fjerne, dejlige dage det steg for mit blændede syn, højt over, hvor vindene jage, med hvide, vinkende tage og sølv om tindernes bryn. Det stod mod de evige dybder som spejling i morgendis, med søjle ved søjle i skæreste glans, min ungdoms Akropolis. Det stod med sol om sin pande i æterens perlende flod, og skyllende, vinblå vande, med lysomstrålede strande gik blinkende om dets fod. Der drog sig de blånende høje i roligt åndende fred, så drømmende fjernt, så kaldende nær at hjertet skælved derved. Der tætned tåger i dale og sløred den tempelgård; de hellige marmorsale med sol og med skygger svale gled bort som et syn i vår. Men stråler dagen med vælde, dybt flængende mulm og sky, da ser jeg i ubrudt herlighed hin skinnende borg påny. Mig vinker igen de hvide højtløftede søjlers rad, og sagte skyggerne skride hensvindende blå og blide langs himlens sølverne blad. Og solblanke bølger gnistre jeg aner rosernes duft, og palmerne suser så åndelet i højblå, lysende luft. Den vej jeg fremad må vanke, går brudt i bugt og i slyng, snart frem over bjerg og banke, over tidslers og tjørnekrats skranke, og snart gennem strideste lyng. Men borgen vinker derude, som før gennem mulm og dis. — Der blåner en dag, da jeg planter min fod på min ungdoms Akropolis.

Hans Henriksen - Akropolis

Item catalogue number:
1673
Size:
2 pages
Preview:
Page 1
Zoom:
Open preview image
Next item:
Alle
Collection:
Hans Henriksen
Next collection:
Hans P. Lunde