<paracol><raggedright> Man skulde rigtignok troe at der var noget paa Færde i Gadekjæret men der var ikke noget paa Færde! Alle Ænderne, ligesom de allerbedst laae paa Vandet, nogle stode paa Hovedet, for det kunne de, satte med Eet lige i Land; man kunde see i det vaade Leer Sporene af deres Fødder, og man kunde høre et langt Stykke borte at de skreg. Vandet kom ordentlig i Bevægelse, og nylig var det blank, som et Speilglas man saae deri hvert Træ, hver Busk tæt ved, og det gamle Bondehuus med Hullerne i Gavlen og Svalereden, men især det store Rosentræ fuldt af Blomster, der hang fra Muren næsten lige ud over Vandet, og deri stod det Hele, ligesom et Skilderi, men Altsammen paa Hovedet; og da Vandet kom i Uro, saa løb det ene i det andet, hele Billedet var væk. To Andefjer, der faldt af Ænderne, som fløi, vippede ordentlig op og ned, med Eet toge de Fart, ligesom om der var Vind, men der var ingen Vind, og saa laa de stille, og Vandet blev speilglat igjen, man saae tydeligt Gavlen med Svalereden, og Rosentræet saae man; hver Rose speilede sig; de vare saa deilige, men de vidste det ikke selv, for Ingen havde sagt dem det. Solen skinnede ind imellem de fine Blade, der var saa fyldte med Duft; og det var for hver Rose, ligesom for os, naar vi ere ret lyksalige henne i Tanker. <switchcolumn> Man skulle rigtignok tro at der var noget på færde i gadekæret men der var ikke noget på færde! Alle ænderne, ligesom de allerbedst lå på vandet, nogle stod på hovedet, for det kunne de, satte med eet lige i land; man kunne se i det våde ler sporene af deres fødder, og man kunne høre et langt stykke borte at de skreg. Vandet kom ordentlig i bevægelse, og nylig var det blank, som et spejlglas man så deri hvert træ, hver busk tæt ved, og det gamle bondehus med hullerne i gavlen og svalereden, men især det store rosentræ fuldt af blomster, der hang fra muren næsten lige ud over vandet, og deri stod det hele, ligesom et skilderi, men altsammen på hovedet; og da vandet kom i uro, så løb det ene i det andet, hele billedet var væk. To andefjer, der faldt af ænderne, som fløj, vippede ordentlig op og ned, med eet tog de fart, ligesom om der var vind, men der var ingen vind, og så lå de stille, og vandet blev spejlglat igen, man så tydeligt gavlen med svalereden, og rosentræet så man; hver rose spejlede sig; de var så dejlige, men de vidste det ikke selv, for ingen havde sagt de.

H. C. Andersen - Nabofamilierne

Item catalogue number:
1847
Size:
12 pages
Additional format:
epub
Preview:
Page 1
Zoom:
Open preview image
Next item:
Nattergalen
Collection:
Andersen Tales
Next collection:
As You Like It