Tæt over tyste veje rinder den natlige rim — Og skyerne flygte i luften som flokke af hvide svaner, gyldne i stjernernes skær, ad egne og ukendte baner, mens tæt over tyste veje rinder den natlige rim. I jordens dybe moderskød blunder den livsens kim, — Men vinterens mulm skal svinde — og jublende sjælen aner, at engang løftes i solen de saftgrønne bladefaner — af jordens dybe moderskød løftes den blundende kim. Jeg vandrer ved din side på en hvid og vinterlig sti, hvis bladløse træer har glemt al sommerens solmelodi, hvor fodspor på fodspor slettes af nattens rindende rim. Men luftens dybe stilhed og din stemme er som et ly, hvor jeg drømmer livsaligt skønt om vår, der vågner påny, — om sol, som løfter af jorden livets den blundende kim.

Iben Nielsen - Sonnet

Item catalogue number:
1659
Size:
1 page
Zoom:
Open preview image
Next item:
Sorg
Collection:
Iben Nielsen
Next collection:
Language