Dybt i grå novemberskove fòr vi vild ved aftentide. Tågen væltede sin hvide, klamme vove mod os som et dødninggus i de grå novemberskove. — Over græssets grønne virke daled ned et bladebrus fra de nøgne, bange birke. Og vi følte høje svampe under vore fødder vige, mens hver gul ranunkellampe krymped sine kroneflige. Fra de mørke grenegrotter kom vi til en åben plet, hvor der bugted sig et net kulsort bundvand mellem totter vissent siv, som sagte knitred. Rundtom gitred knudret-stærke egearme for de løndomsdybe skove; og i deres vuggekarme så vi tavse fugle sove. Se, da steg en sø af luer, sælsomt klare, hvor vi stod, bølged ud fra alle tuer, bobled op om ellerod. Purpurblå og fosforblege Fimretrådes snare spil — Tæt og hastigt faldt og stege Kilder af en hellig ild. Over ve og vintervåde, gennem lange fraværsstunder lvser dette aftenunder. Som et væv af skjulte tråde det forbinder vore sjæle — Drøm, for hvilken vore tanker tyst i mindeandagt knæle — Streng af mægtig sympati, under stjerner strålet vågen, — — mens tågen vejrede sin hvide vove bort bag grå novemberskove.

Iben Nielsen - Minde

Item catalogue number:
1659
Size:
2 pages
Preview:
Page 1
Zoom:
Open preview image
Next item:
Måne
Collection:
Iben Nielsen
Next collection:
Language