I måneskin, ved midnatstide lægger sig store, fløjelshvide Blomster ud over jord. — Blomster med så underlig duft som en søvngængers hviskende ord. Og om du vil dem bryde, fanger din hånd kun luft, og stedse deres ranker de skyde foran dig, hvide, urørte.  Ind i en skov de mig førte. Og det tætte grønne skjulte for mit blik deres skønne Stråleblades skin.  Dybt, dybt gik jeg i skoven ind, bort fra al banet vej, der hen, hvor stilhed bor, hvor kilden i sit fald stivned til klart krystal, hvor planterne aldrig gror eller gløder — kun sover — Og ingen fugle lover Livet, men mulmet er som en sang, der døde, da rigest den svulmed. Og sommerfugle, purpurrøde, fra de akstætte agre ind i denne stilhed flagre og falde ned på den bløde, græsklædte muldjord uden liv.  — da følte jeg mig træt og brød gennem grenenet for at favnes af det dybe stille. — men alt livet i mig vilde kun liv, og med voksende kraft vakte det den døde natur.  Da steg fornyende saft op i den vildsomme blademur, som vågned til sus og tale og åbned sig, at milde lufte kunne strømme i de grønne sale. Alle blomster begyndte at dufte, og fuglene fløj syngende bort med sommerfuglene til kort, strålende leg i solen. Og kilden hopped over sten bort fra mig med klinger latter. Og atter var jeg alene —  Men fra det soltændte øst kastedes imellem skovens stammer en urt, hvis stængelvæv skød flammer brændende pile.  Og nattens drøm om hvile svandt som dunst og damp for blomsten med den hede lugt og farve som det røde hjerteblod, der rinder og rinder i kamp, til alt lys igen er slukt. — —.

Iben Nielsen - I nattens dyb

Item catalogue number:
1659
Size:
2 pages
Preview:
Page 1
Zoom:
Open preview image
Next item:
Laktuk
Collection:
Iben Nielsen
Next collection:
Language