Og mærker du dagene skride, og trættes dit sind af at stride, og varsler det koldt om din pande, og ånder der tvivl i dit bryst — giv øret til stilhedens stemme, søg hen, hvor dit hjerte har hjemme, til barndommens solhvide strande og ungdommens blomstrende kyst.  Dér perler foryngelsens kilde, dér tinder du alt, hvad du ville: den lysglans, der lå om dit hoved, da livet din troskab du loved, og videste verden du voved for sejrens herlige krans; det hvælv, der sig over dig bued, det mål, som i skælven du skued, det dådrige dagværk, der lued i sol for din ildfulde sans.  Du mødes med barndommens stjerne, hvid og blid i det blegnende fjerne, med hjerter, hvis flammer er slukte, og øjne, som længst er lukte, men end ejer ømhed og varme til trøst for et sukkende sind. Bag rosenslå stormår, hvis dønninger larme, Du mindes to favnende arme, og en hånd, der gled over din kind med myndig og moderlig mildhed i timernes trøstende stilhed, mens sol i sit guldslot gik ind.  Tag op i din tanke hvert billede, som ånden for øje dig stilled, det bedste, du leved og lærte, hvert håb, der dig tændte sin kærte, hvert forsæt, der højned din hu. Træd atter ad ungdommens stier, hvor alle bekymringer tier, mens tusinde vårmelodier slår bro over dødstankens gru.  Hvor skovmærkeduft drog om lande med længsler i leg om din pande, med var over vandrende vove og solskin i syngende skove, mens sindet i tryghed og tårer kun sansed det salige nu.  Gå frem gennem mindernes sale bag døgnlivets larmende tale, stryg bort, hvad der sløred dit øje, og alt, hvad der gækked dit sind. Ræk hånd til de henfarne dage, da får du din ungdom tilbage; da henter du ild til at stride og styrke til, hvad du skal lide, og mod til at bære den møje, der gror under stjernernes skin.  Og håbet skal stå ved din side til sildig du blegner om kind.

Hans Henriksen - Og mærker du — —

Item catalogue number:
1673
Size:
3 pages
Preview:
Page 1
Zoom:
Open preview image
Next item:
Oktoberaften
Collection:
Hans Henriksen
Next collection:
Hans P. Lunde