En svindende høstdags synken mod årets solløse hæld, mens vange visned og døde, og krager fløj hjem mod kvæld. Jeg gik under gråvejrshimlen voldgivet tankernes væld.  De tanker, de kvidende drømme om Danmark i yderste nød, om folket og fædrelandet, og alt, hvad vi slet forbrød. Hvad våde om stormflodsbølgen sig mod vore kyster brød!  Så tungt sig vånded mit hjerte, så håbløst sortned min hu; det var, som de bovnende skyer var mættet med gråd og gru" som tegned saga vor skæbne: sit: aldrig mer — eller nu!  Da hørte jeg skridt ved min side, en mandsrøsts hilsende ord. Jeg svared og stirred, mens mindet søgte ad slyngede spor: Vist skulle jeg kende den stemme, men vejvildt tankerne fo’r.  Hvor kom han vel fra? Fra heden? Fra skoven og fuglenes fløjt? Fra ploven eller fra essen? Fra båden i brændingens sprøjt? Jeg så kun, han bar sit hoved så trøstigt, mandigt og højt.  Og mens vi fulgtes som fæller langs frostbidte grenes hang, vi skifted ord om det rundne og tidernes skæbnegang; om alt, hvad sindene tynged og hvad i hjerterne sang.  Jeg så i hans vårblå øjne alt hjemligt så kendt og nært; hans jævne, trofaste tale bevæged mit sind så sært. Det vælded frem af mit minde alt, hvad jeg fik dybest kært.  Hvem var han? Det skæggede hoved, og røsten, så velbekendt? Den grove vams som en brynje om bringehvælvet spændt! En håndbag, brunet og året, fortrolig imod mig vendt!  En kæmpe? Nej, han gik der så jævnt, som den eller hin. Jeg skotted til siden: hans skulder var netop i højde med min; men jorden fjedrede under hans faste, rolige trin.  Og alt som hans tale voksed, og ord sig lænked til ord, det var, som forglemte røster brød frem i et vårligt kor. Det sang om mit hoved som svaner, der hilste fædrenes jord.  Så trygt at gå ved hans side, som under en højskovs hang; det var som strømme, der bar mig, og blodet fortned sin gang. Det svulmed højt i mit hjerte, og kraftens kilder de sang.  Det var som i årets øde, jeg hørte væksterne gro; det dufted af maj og mynte, mens sol over bølger lo; og højt over tvivlens dybder slog håbet sin stjernebro.  Jeg så som et vejr af vilje, der flængede mulm og sky, et tog, som af buldrende faner, der fløj mod et soltændt gry, en tro, der stod frem af døde og rejste mit folk påny. —  Jeg åndede dybt — han standsed. Hans blik mig brændte imod: Vi ses vel ig.

Hans Henriksen - Mødet

Item catalogue number:
1673
Size:
4 pages
Preview:
Page 1
Zoom:
Open preview image
Next item:
Nat
Collection:
Hans Henriksen
Next collection:
Hans P. Lunde