Nu spiler mulmet sin vinge jeg hører stilheden gro; jeg træder den gamle gade, der sled mine barnesko. Der står de i trofast følge, de huse lave og grå, jeg kender så grant det ene, hvor først jeg mod dagen så. Der klynker et barn i søvne, hvor åben en rude står; en mor tyssende nynner mens vuggegængerne går. Der lyser en enlig lygte, — så inderlig bleg og arm — men det er den samme, hvis stråler beskinned min vindueskarm. — Det suser, sukker og sørger i kirkegårdslundens løv — o, alle de glemte slægter, der blandtes med jordens støv. Det dugger, dufter og drømmer, det ånder fra havers skjul; det kendes i sindets dybder som rastede tidens hjul. Og højt over tegl og tage mod evighedslandets bred, der funkler min barndoms stjerne i midnattens dybe fred. — Så sagte, sagte jeg træder; det strømmer varmt i min hu. Jeg kender med skælvende hjerte jeg ejer det alt endnu. Det er som ængstende drømme min sans og tanke forlod, som strøges der tynge fra sjælen og hildring fra hånd og fod. Det er som kærlige hænder gled stille over mit hår, som kun en sommernats skygger O mig skilte fra barndommens år.

Hans Henriksen - Minder

Item catalogue number:
1673
Size:
2 pages
Preview:
Page 1
Zoom:
Open preview image
Next item:
Mine sange
Collection:
Hans Henriksen
Next collection:
Hans P. Lunde