Jeg vandred i vår gennem skove med spirende dun om min mund, langs småbækkens venlige vove, hvor eneste dådyrets klove gav spor i den blomstrende bund. Der duftede bukkar og nælde og skæreste liljekonval; der svirred den snare libelle, og egen så mosgrå af ælde bevogted den grønklædte sal. Jeg hviled i drømmende dale i tavshedens tonende brus, der lytted jeg sanserne svale, der fatted jeg fuglenes tale, og vindenes vandrende sus. Der satte sig ned for min side den solbrune skovdybets mø, jeg drak af de øjne så blide al visdom, jeg ønsked at vide, mens bølgerne sang under ø. Hun hviskede ord i mit hjerte så gyldne som stjernernes skin, og mens jeg de løndomme lærte Indvielsens hellige kærte gav lue til ynglingens kind — O, lysende løv om min pande, Du faldt under stormenes hvin; men på bølger fra solhvide strande går min båd over vinterens vande med den skat, der for evig blev min.

Hans Henriksen - Indvielse

Item catalogue number:
1673
Size:
2 pages
Preview:
Page 1
Zoom:
Open preview image
Next item:
Ithaka
Collection:
Hans Henriksen
Next collection:
Hans P. Lunde