I livets vårbrud og i løvspringstider, da hver en dag var som en verden ny, da solen gyldned alle grønne lider og rosenbræmmed hver en himlens sky — jeg gik i drøm gennem bukkardale og lytted henrykt til fjernets sus, til spættens hakken, til bækkens tale, til sangfuglskarers spæde vingebrus. Vår fulgte vår og gule blade dryssed, vel tyve gange skifted skovens løv, hvert rosenblad jeg i min ungdom kyssed er hvirvlet hen og smuldret bort i støv. De hvide jomfruer, jeg så danse med skyfri pande og gyldenhår, har gemt forlængst deres blomsterkranse og glemt forlængst deres glade vår. Men jeg er ung som før, og end jeg løfter mit hoved højt i sommersolens skær; alt vejrer duften jeg af grønne kløfter, når frøen knurrer i de brune kær. Hver plagsom dont lader jeg tilbage, når lune vinde kæler om min kind: er den jeg var i de fjerne dage, da jeg så lige lukt i solen ind. Endnu jeg går ad gemte, svale stier og dukker ind i grønne dybders nat, og synker hen i sommerfantasier ved mosens kant blandt star og ellekrat. Jeg springer op fra mit morgenleje, når øret fanges af en tonesky, og iler frem i dug ad stille veje at høre nattergalen i det blege gry. Og jeg vil gå i vår og høj skærsommer med andre tyve vintre bag min hæl, og hilse dagens sol og markens blommer mens nye sange vågne i min sjæl. For jeg har drukket af den dulgte kilde, der vælder frem i underlandets dal, men grener sine strømme stjernestille om hele verdenshvælvets vide sal.

Hans Henriksen - I vår

Item catalogue number:
1673
Size:
2 pages
Preview:
Page 1
Zoom:
Open preview image
Next item:
Idyl
Collection:
Hans Henriksen
Next collection:
Hans P. Lunde