Når den kommer, den stund, da jeg længes mod ro, kender jeg nede på havets bund et havmandsbo. Der hvide og skøre isblomster gro, og de skal slukke mit øjes brand, når engang det bliver sygt og træt, fordi det har alle sine tårer grædt. Og under det dybe, blanke vand et væld af toner går. Så klart og højt de klinge, at når de imod øret slår, da må det springe. For hver en smerte og hver en harm skal jeg dernede befries; thi ved den havmands kolde barm stivner hjertet til is.

Iben Nielsen - Agnete-sang

Item catalogue number:
1659
Size:
1 page
Zoom:
Open preview image
Next item:
Alene
Collection:
Iben Nielsen
Next collection:
Language