Vi kender den tale, så tit som den lød under arnens det bjælkede loft: om vor lidenheds lod i de vældiges kreds og vort fattigbols stakkede toft. Som om ej her var vægvidt fra hav og til hav med salsrum for stormenes reel, og boplads for mænd langs den skinnende strand, der den slynges de hundrede mil. Lad os standse den jammer om fattigmands færd og udslettelsens trøstløse kår; vi vil leve i pagt med den luende sol, trods de vunder, som tiden os slår. Vi vil kryste vor hånd om vort værge påny, vi vil mure os værn om vor vang, vi vil bøje vor hu og vor inderste agt under pligtens den selvvalgte tvang. Lad os lære af bøgen, der gror uden sol, hvor den så’de sig selv i sin bund, og løfter sig lys i den tonende vår imod daghvælvets strålende bund. For folket her lever er stærkt i sin bod, trods vildskud og værkende sår; her er stigende saft i den karvede bul til en blomstring for tusinde ar. Vi vil odle vor ager og sprede vor sæd, og ranke vor byg uden pral; og vel skal i tiden det hvidne af byg, hvor vi brækked den stenhårde al. Nu er kulden forbi, der har knuget om land, og det dages om verden påny; nu er tid til at sætte de stolteste mål og at rejse os tårne mod sky. Der kan stige en storm, som kan true vor gård, med den højsal, vi smykked til fest, og en tidevandsbølge kan bryde vort bo, hvor vi tænkte vi trygged os bedst. Men vi lider på godvejr og frelsende vår, når vejret har tordnet sig træt, og strider vor strid efter fædrenes sæd med det levendes selvsagte ret. Der var altid i verden en sejrende magt i en vidsynet vilje, der gror, i et samlende arbejdes taktfaste tag, i en hånd, der ej slipper sit ror. — Vores håb: at vort flag end i seneste old må skinne i solvejr og blæst fra de fjerneste skær om Christiansø til den yderste revle i vest.

Hans Henriksen - Fat mod!

Item catalogue number:
1673
Size:
2 pages
Preview:
Page 1
Zoom:
Open preview image
Next item:
Fiesole
Collection:
Hans Henriksen
Next collection:
Hans P. Lunde