En broget fjerpragt flimrer for mit øje, i palmelunden larmer abers hær; den brune inder med de slanke lemmer ser langt mod havet, støttet til sit spær. Og kraftfuldt løfter ørnen sine vinger og hæver højt sig i det dybe blå, som ville den i trods mod himlen stige og sejrende til stjernehvælvet nå. Stig kun, du ørn, mod rummets fjerne grænse, mod verdens tag du dine vinger slå. Nu ser du vel mit fædreland, det kære; må did med dig min varme hilsen nå. Der drømmer aftenfred om lave tage, og svaler svinger sig om løvets hang. Børnene leger, og blandt abildsblomster en drossel synger end sin simple sang. Plovmanden vender hjem fra dagens møje, han døser søvnig over hestens ryg; over hans hoved traneflokken sejler, i engen damper mosekonens bryg. Mit fædreland, o, kunne jeg derhjemme endnu en gang opfange leens lyd, endnu en gang i hjemmets stille lunde fornemme efterårets løvfaldsfryd.

Hans Henriksen - Du mit fædreland

Item catalogue number:
1673
Size:
1 page
Zoom:
Open preview image
Next item:
Du stirrer mod —
Collection:
Hans Henriksen
Next collection:
Hans P. Lunde