Hvert vandrende år, når det klarner i vår, og himlene højnes påny; når toften blir grøn om vor hærgede gård, og løfterne leger og lokker og ler alt under den sølverne sky. Se, da møder en dag dig med gråd i sin favn, men så fattig på mildnende trøst, og det kendes som blegned den blide viol, som mørknede mulmet den stigende sol, og som tystned hver sanglærkes røst. Thi da tegner sig sort mod din solhimmels grund med de tusend forjættelsers sus, en bakkekam bag et skyblåt sund der sukker mod strandbreddens grus. Og om aldrig du trådte den bloddrukne jord, der hængtes af dræbende jern, Du ser disse hegn langs den røgslørte vig, denne kullede mølle bag rader af lig og voldenes søndrede værn. Det bryder som brænding sig over dit sind, som bråd mod en havhærget kyst, og det fylder din sans og kuldner din kind mens det krymper sig sårt i dit bryst: Disse flammende glimt, disse splintrende brag, denne døgnlange, døvende gru. Og så disse dødssuk hvert blodstænket skridt — skønt løvet har skiftet så tusindårstit, de har lyd i dit øre endnu. Den har sænket sig for dine øjne som flor, denne røg fra den brændende bro, mens den sidste ager af Slesvigs jord toges ind under sortørnens klo. Men så du den sol, der så blodrød og stor hin kvæld gik i bjerge i vest! Den varsled om dag bag den slugende nat, om et selvhjulpent folk, der greb fast om sit rat, ikke blot for at frelse sin rest. Vore sejrsstandarter — de slængtes i støv, og det tystned, hvor hornene klang; men det groed i løn bag det høstfaldne løv mod genrejsningens vår i vor vang. Denne skare, som trodsed og stridsindet stred skønt håbet var ramt i sin rod, den viste mod sundhed i livstræets marv, mod sejghed, der lodes til sønner i arv med mandskraft og rankeste mod. Og mens dagene rinder og sankes til år og sagaen vender sit blad, der vil dæmre en dagning med sol om vor gård; og for tårer der randt for de tapre der sank, skal der stige et morgenlyst kvad. Vel de solfødte sange skal skinne en gang over mindernes hærtagne jord, og mens våren strør sølv i den klingende bæk og slår kåben af løv om den tornede hæk skal det gro mod skærsommer i nord.

Hans Henriksen - Den attende april

Item catalogue number:
1673
Size:
2 pages
Preview:
Page 1
Zoom:
Open preview image
Next item:
Den gamle have
Collection:
Hans Henriksen
Next collection:
Hans P. Lunde