Kløverblomstret, kornfaldsrundet, guldgult under høstens sky, vinterknuget, stormomspundet, lyst og løvspringsungt påny: Det er landet — fædrelandet, O hvor din slægt i tusind år stræbte trøst med håb mod oven, vendte ploven, mens de skifted, høst og vår. Jord blev odlet, urskov hugget, brune sejl jog under ø; Land blev frem af dybet vugget, Sunde lukt af salten sø. Bjørn og ulv vi drev af vange, dybere gik plovens stål; nyfødt skjaldskab tændte sommer, fletted blommer om vort gamle modersmål. <clearpage> Nye kilder sprang af mulde, nye tanker lyste ind, nye kim gav lader fulde, nye sange sank i sind. Og mens havet brød sin bølge som i årle dages gry, nye hjerter slog i ømme Elskovsdrømme under samme måneny. Frem og frem går slægtens sage under gyldne stjerners gang, og mod fejre fremtidsdage flammer hjerters tro og trang. Tit nok truet, aldrig kuet, frankt iblandt os håbet gror; må dets krone aldrig frønnes, evigt grønnes over Danmarks kære jord.

Hans Henriksen - Danmark

Item catalogue number:
1673
Size:
2 pages
Preview:
Page 1
Zoom:
Open preview image
Next item:
De blå husarer
Collection:
Hans Henriksen
Next collection:
Hans P. Lunde