Atter åbner sig mit hjerte, Bøgen blomstrer under sky; stille støvet går for vinden, glider syren ømt om kinden, Sommerfugle på dets strømme gynges i det klare gry. Højt på himlens skønne hvælving står det store måneny. Bøgen blomstrer om mit hoved, i mit sind sin duft den sår; gyldentklare knopskel drysser over oldtids sorte dysser, daler blidt i droslens rede og som kærtegn i mit hår. Sus og sang og sagte toner vugges frem på brisens bølger i den høje, hvide vår. O, min sjæl, hvad vil du mere? Her er livets moderskød. Dette dybe, morgenmilde, alle unge kræfters kilde, alle fagre drømmes løvskjul, Tvivl og tynges sikre død. Hør, hvor gøgen kalder — kalder, Liv af nyt dig atter skænkes, Styrke i dit bæger flød. — bøgen blomstrer langt om lande under lyslet silkeslør, svulmer frem i fulde vover, Solskinsbyger går derover, brede kuppelhvælv sig løfter frem af hvide tåges væv. Og mens dug om blade blinker, klædes ås og fyldes kløfter. Våren slår sin gyldne væv. Bøg vil løves, bøg vil blomstre, ny påny hver verdens vår, slynge maj om blomstersletter, gro i sol og sommernætter, sprede frø i drømmedale hvert et gyldent efterår. — Bøg du stærke, bøg du blide Løvtræ i vor mors gård.

Hans Henriksen - Blomstrende bøg

Item catalogue number:
1673
Size:
2 pages
Preview:
Page 1
Zoom:
Open preview image
Next item:
Bogen og kærligheden
Collection:
Hans Henriksen
Next collection:
Hans P. Lunde