Under søndagsklokkens klang, over graves øde vang, over faldne brune blade gik mod kirkens dør min gang. Og mens nådens lyse budskab faldt som balsam på mit sind, og mens orglet fanged sjælen i sit dybe tonespind, og mens salmens rige højhed i mit hjerte strømmed ind, stod jeg fremmed, Barbara. Langt var min sjæl af led, dengang orglet toned ned, og præsten bad og signede den ganske menighed. Men da hjem med stilhed i mit sind jeg styred mine skridt, et dejligt åsyn sænkede et himmelsk blik i mit, glimted og var atter borle, men det åsyn var jo dit, som fra himlen, Barbara. O, blege, blege kind, Ynde kransed alvor ind, da sidst jeg så dig, kære, hvor det bølged i mit sind. Du kom ilende imod mig, med mit smykke om din arm, en lang, hvid klædning flagred fra din skulder og din barm, men den mund, jeg kyssed, lued som i smerte vild og varm — o, den morgen, Barbara. Ene, håbløs og forladt jeg dig søgte dag og nat, Tanken, at du endnu var her, havde helt min sjæl besat. Og mangen, mangen vinteraften, da du forlængst var død, sad med hånd mod kind jeg stirrende i ovnens sidste glød — mens på kirkegården regnens dråber ned ad stenen flød, hvor du blunded, Barbara. Mindes du blandt engles kor Ringen — guld og perlemor — som jeg spændte om din kære arm blandt engens blomsterflor? Eller når den glade aftenstund med dans og fløjters lyd var endt og hjem vi vandrede med hjertet fuldt af fryd — Nathimlen hvælved over os sin stolte stjernepryd, indtil daggry, Barbara? År og tider gik og kom, vildt mit hjerte flakked om, og mangen synd og brøde har mig ængstet for Guds dom. Men, hvad end jeg faldt og fejled, mod dit minde var jeg øm; jeg elsked dig, og over mig stod kærlighedens drøm, som regnbuen i sin glans — jeg var fossens stride strøm — jeg dig elsked, Barbara. Dog: hvad tør mit hjerte tro? Tunge tvivl sig om mig sno; jeg vandrer som den vilde vind foruden bast og ro. Om blot jeg for en time vandt dig fra din stjernekyst, da stiltes vel min sjælehunger ved din kære røst; for døde véd langt mer end verden vid fra vest til øst. Om jeg kunne, Barbara. Men forgæves — intet sker. Du kommer aldrig mer; sørgmodigt over dal og høj det regner og det sner. Så mørkt og tungt går vindens tog ad luftens våde vej, og langs de øde kyster vokser havets vilde leg. Der er ej fred på jorden, kun i døden og hos dig, Barbara!.

Hans Henriksen - Barbara

Item catalogue number:
1673
Size:
3 pages
Preview:
Page 1
Zoom:
Open preview image
Next item:
Bellinzona
Collection:
Hans Henriksen
Next collection:
Hans P. Lunde