En gang, da jeg som ungkarl kom fra fest, fik hjertet luft i følgende Attest.      I Fyn, det blide, skønhedsrige land, i lune dale, mellem skove, banker, blandt haver, høje hegn med humleranker,     på sletter og ved sø og salten strand, så mangen lille yndig pige vanker. Hvem lodder dybden af de Ungmø’rs tanker?     — jeg tænker, loddet støder på en mand!      Uskyldighedens præg i øjet sés, Blufærdighedens diadém om panden. Beskedenhed og blyhed når til randen     af deres væsen, denne tryllekreds, hvori der kan stå gemt en lille Fanden, parat til at slå kløerne i manden,     før pigen vel har fyldt den første snes! <clearpage>     De fører sig med anstand til et bals, et skovbals brus af violiner, fløjter, og tér sig ikke som forvildte tøjter;     de træder yndefuldt en sagte vals. De færreste omkring i skoven føjter, og endnu færre følger hver, som vøjter,     og ingen er vist for hver fyr til fals.      Ja smil kun ad de fynske pigers dyd, (den dumme statistik, de rå libeller, der tager på dem som på brændenælder!)     — de er dog deres hjemlands største pryd. De tager dem, de elsker, når det gælder, — skønt mange vented på en greve heller, —     og vorder deres ægtemænd en fryd!.

Hans P. Lunde - De fynske piger

Item catalogue number:
1672
Size:
2 pages
Preview:
Page 1
Zoom:
Open preview image
Next item:
De to medbejlerinder
Collection:
Hans P. Lunde
Next collection:
Iben Nielsen